For nylig læste jeg en artikel i BDJ In Practice om Compassion Focused Dentistry – og selvom den var skrevet med tandlæger for øje, ramte den noget langt bredere. Den satte ord på noget, jeg som psykolog ofte møder i samtaler med sundhedsprofessionelle: den stille slitage, der følger med at ville gøre det rigtige – hele tiden.

Det gælder ikke kun tandlæger. Det gælder sygeplejersker, læger, terapeuter, social- og sundhedsassistenter, tandplejere, psykologer, bioanalytikere, jordemødre – og mange flere. Alle, der arbejder med omsorg og behandling, ved hvordan det føles, når drive og ansvar glider over i uro og udmattelse.

Vi holder sammen – men hvem holder os?

Sundhedsfaglige er trænet i at holde sammen på andre. Vi er ofte de stærke, de rolige, de professionelle. Vi skaber tryghed, planlægger, behandler, dokumenterer, forudser. Men i forsøget på at leve op til alt det, glemmer mange at mærke, hvor meget det koster.

Vi reagerer som mennesker – også selvom vi er fagpersoner. Og som mennesker har vi tre basale følelsesregulerende systemer:

Trusselsystemet, som hjælper os med at opdage og undgå fare

Drivesystemet, som motiverer os til at handle og præstere

Beroligelsessystemet, som giver os mulighed for at restituere og føle os trygge

I sundhedsvæsenet lever mange i et konstant samspil mellem trussel og drive. Vi frygter fejl, vurderinger, travlhed, kritik – og vi løber stærkt for at undgå det. Men uden plads til beroligelse er det som at køre bil uden bremser. Det er funktionelt. Indtil det ikke er det længere.

Compassionfokus som faglig bæredygtighed

Compassionfokus handler ikke om at sænke ambitionerne. Det handler om at skabe rum til at være menneske – også som fagperson. Det handler om at anerkende, at vi ikke kan yde omsorg uden også selv at få den.

Der er tre retninger i compassion:

Compassion for andre – det vi er uddannet og trænet i

Compassion fra andre – noget vi sjældent oplever systematisk

Selv-compassion – som mange opfatter som egoistisk, men som i virkeligheden er helt nødvendig

Når vi arbejder med compassionfokus i supervision og samtaler, oplever mange en lettelse. Det er ikke dig, der er for følsom. Det er systemet, der glemmer, at du er menneske.

En simpel start

I artiklen jeg læste, nævnes en øvelse, jeg også ofte bruger i mit arbejde:

Luk øjnene. Træk vejret.

Spørg dig selv: “Hvad har jeg brug for lige nu?”

Lyt – uden dom.

Det lyder enkelt. Og det er det. Men det er også en konkret måde at afbryde trusselsbaseret adfærd og genaktivere beroligelse. Det er en faglig mikrohandling. En måde at tage ansvar – også for dig selv.

Vi har brug for et sundhedsvæsen med plads til mennesker

Compassionfokus er ikke et ekstra lag på din faglighed. Det er en grundtone. En praksis, der gør det muligt at blive i sit fag uden at brænde ud. Det handler om at skabe trygge arbejdsmiljøer, hvor sårbarhed ikke er farlig, og hvor kollegial støtte ikke kun sker i frokostpausen – men også når noget er svært.

Og det gælder os alle. Tandlæger. Læger. Sygeplejersker. Psykologer. Portører. Fysioterapeuter. Radiografer. Alle os, der arbejder i sundhedsvæsenet, og som mærker, at det ikke altid er bæredygtigt, som det er.

Måske begynder det her

Du behøver ikke lave alt om. Måske starter det med én pause. Ét spørgsmål. En samtale med en kollega. Et blik på dig selv med lidt mere mildhed.

Som psykolog ser jeg, hvor meget der forandres, når sundhedsprofessionelle får lov at mærke sig selv – og bliver mødt uden dom. Derfor håber jeg, vi bliver flere, der tør insistere på compassionfokus som en faglig nødvendighed.